NÅR FØDEVAREPRODUKTION OG DYREVELFÆRD HÆNGER SAMMEN

Rokkedahl Kylling bruger udelukkende CO2-bedøvelse ved slagtning af sine kyllinger for at sikre mindre stress og større dyrevelfærd.

Rokkedahl Kylling stræber hver eneste dag efter at gøre en forskel omkring dyrevelfærd og helt specifikt at give sine kyllinger de bedst mulige levevilkår.

Indtil videre har Rokkedahl Kylling blandt andet investeret i miljøvenlig opvarmning af sine stalde og givet sine kyllinger fri adgang til en særligt udviklet foderblanding samt enghø til at rode i. Men denne stræben kan også give udfordringer, for hvad er næste skridt på vejen?

Ud fra tanken om at vi ikke kun skal tænke på kyllingerne, mens de lever, men også når de skal slagtes, fandt Rokkedahl Kylling sin næste udfordring.
 

CO2 SOM NÆNSOM BEDØVELSE

Den traditionelle slagtemetode går ud på, at slagterimedarbejdere hænger kyllingerne op i benene, mens de er ved fuld bevidsthed. Herefter køres kyllingerne igennem et vandbad tilsat strøm, som bedøver dem, og så begynder selve slagtningen.

Metoden tog ikke nok hensyn til kyllingerne, så Rokkedahl Kylling besluttede sig i stedet for at bygge sit helt eget slagteri. I forbindelse med sin research og dialog med Dyrenes Beskyttelse omkring slagtemetoder fandt Rokkedahl Kylling ud af, at Norge og Sverige bruger CO2 til at bedøve kyllinger for at sikre en så nænsom slagtning som muligt.

Herefter tog Rokkedahl Kylling kontakt til Strandmøllen A/S for at få rådgivning om CO2 som bedøvelsesmetode og selve gasinstallationerne, så de tog størst muligt hensyn til kyllingerne. Det var nemlig vigtigt, at kyllingerne var fuldstændig bedøvede, inden slagtningen overhovedet begyndte.
 

SLUT MED STRESS I MENNESKEHÆNDER

I dag indfanger Rokkedahl Kylling sine kyllinger ved hjælp af en maskine, som langsomt sænker dem ned i et kar med Strandmøllens CO2. I karet er der 0% CO2 i toppen og 72% CO2 i bunden, så kyllingerne gradvist og forsigtigt bliver fuldt bedøvede. Først bagefter hænger slagterimedarbejderne kyllingerne på bøjle og begynder selve slagtningen.

Kyllingerne oplever altså ikke længere den hidtidige stress i forbindelse med slagtning, for de kommer ikke i menneskehænder, før de bliver fuldt bedøvede.

Rokkedahl Kylling er med lige fra ægget bliver klækket, til kyllingen bliver slagtet, og kan derfor sikre de bedst mulige vilkår hele vejen. Om samarbejdet med Strandmøllen, fortæller teknisk chef Gunnar Dahl fra Rokkedahl Kylling: ”Når man som os har en passion for dyrevelfærd, så går vi op i at samarbejde med de rigtige leverandører”.

 

2018