Christian Nielsens Fond har været ejer af Strandmøllen A/S siden 1967 og støtter hvert år blandt andet udviklings- og forskningsprojekter inden for dansk industri, heriblandt udvikling af nye produkter inden for healthcare.

Fonden har eksempelvis støttet det danske firma O2matic, der med sine ilt-robotter af samme navn beviser sit værd og har slået igennem i forbindelse med behandling af COVID-19-patienter.

Iltrobot til covid-19 patienter og andre iltpatienter
O2matic tilsluttes hospitalets almindelige iltforsyning via ilt-udtag i væggene på de enkelte stuer.


FRA KOL TIL COVID-19

O2matic’s ilt-robotter er udviklet i tæt samarbejde med lungelæger i Region Hovedstaden for at behandle KOL-patienter (patienter med kroniske lungesygdomme), der har behov for hurtig stabilisering af deres ilt-behov.

Robotterne er igennem de sidste par år blevet testet på en række af Region Hovedstadens lungeafdelinger. I 2019 blev robotterne CE-mærket, og i starten af 2020 blev ilt-robotterne så klar til lancering. Gudskelov.

De har nemlig også vist sig særdeles nyttige i forbindelse med behandling af COVID-19-patienter, da robotterne hvert sekund måler ilt-mætningen i patienternes blod og automatisk doserer op eller ned afhængigt af deres aktuelle ilt-niveau.

Det medfører ikke bare en mere præcis ilt-tilførsel, men det begrænser samtidig den fysiske kontakt mellem sundhedspersonale og patienter samt frigiver mere tid til den øvrige behandling.
 

STOR EFTERSPØRGSEL FRA UDLANDET

COVID-19 har sat fart i efterspørgslen af O2matik-robotterne, da de aktivt indgår i beredskaberne i Danmark såvel som i udlandet.

Den store efterspørgsel fra blandt andet Island, Færøerne, Norden og resten af Europa medførte desværre, at O2matic måtte melde alt udsolgt i begyndelsen af april, men virksomheden var dog allerede klar til at levere igen i starten af maj.

Det er en stor glæde for Christian Nielsens Fond at støtte O2matic og se, hvordan virksomheden løbende har udviklet sit potentiale og i dag hjælper såvel sundhedspersonale som patienter i Danmark og i udlandet.

 

Du kan læse mere om, hvordan Strandmøllen A/S blandt andet har understøttet COVID-19-beredskabet i Region Hovedstaden og Region Syddanmark her.