Kristian arbejder som pladsansvarlig hos Strandmøllen, og arbejder til daglig i Klampenborg.
Jeg var oprindelig tilknyttet et vikarbureau, og Strandmøllen i Ejby søgte en vikar, så den vej igennem endte jeg med at få min første fastansættelse. Jeg var ansat i produktionen af henholdsvis medicinske gasser og specialgasblandinger i Ejby i 6 år. I 2016 flyttede jeg sammen med min familie til Sjælland, hvor jeg fik arbejde på vores acetylen-fabrik i Holbæk. Det var et par lærerige år, da produktionen af acetylen er meget speciel. I 2018 blev jeg så ansat som pladsansvarlig i Klampenborg, og jeg har været meget glad for de nye udfordringer, som det har medført.
Mit arbejde består i at plukke og pakke varer til alle chaufførerne samt af- og pålæsning af lastbilerne. Jeg tilrettelægger også ruterne for chaufførerne og har i øvrigt et tæt samarbejde med vores kundeservice-afdeling i Ejby, som modtager alle vores ordrer.
Det bedste er, når tingene lykkes. Når vi sammen får ordrerne ud til tiden – også de ordrer, der kommer efter deadline. Jeg er desuden svært glad for at arbejde udendørs, og med den lokation vi har i Klampenborg, så er det fantastisk at se en smuk solopgang over Øresund.
Kulturen er kendetegnet ved en afslappet stemning med sjov og spas mellem kollegerne. Når det er sagt, så er der også en professionalisme og en fightervilje blandt os alle sammen. Vi vil have tingene til at lykkes på den bedst mulige måde hver dag, uanset hvorhenne i Strandmøllen vi befinder os.